Motorvejsåbning i Silkeborg bliver hyggelig vejfest for hele familien

Teater, musik, tivoli og cirkus. Vejdirektoratet løfter nu sløret for en del af indholdet til søndagens arrangement, når Danmarks Største Vejfest kulminerer, og vejen officielt indvies søndag den 11. september. 

01.juli 2016

Efter flere dages vejfest i hele Silkeborg åbner Silkeborgmotorvejen søndag den 11. september i løbet af aftenen. Selve snoreklippet finder sted sidst på eftermiddagen, men der er rig mulighed for at få en god dag med hele familien, hvis man lægger vejen forbi festpladsen ved Vejdirektoratets kontor på Nørreskov Bakke i Silkeborg allerede fra om formiddagen.

Her vil der nemlig fra kl. 10.00 til klokken ca. 15.00 være noget for hele familien, fortæller projektleder Mike Boesen:

”Vi har lavet et program, hvor der er noget for alle - nok med et ekstra fokus på børnene. Vi vil gerne gøre vores åbningsfest til en hyggelig og afslappet fejring, hvor alle får en god dag,” siger han.

Glade Boernweb2

 

​Teater, musik, cirkus og tivoli

Et tilløbstykke bliver uden tvivl forestillingen VEJEN, der er et spektakulært stykke performanceteater, der opføres to gange i løbet af dagen. Uden at afsløre for meget, så vil stykket indeholde entreprenørmaskiner som en del af forestillingen.

Derudover kommer Cirkus Gustav i samarbejde med SOS-børnebyerne og Firmaevents Jylland med tre spændende aktiviteter for alle børn, nemlig jonglørworkshop, hvor alle børn kan lære at jonglere, en malerworkshop, hvor der skal males køretøjer gennem tiden og så vil duoen ”Spilopper i hatten” inddrage alle børn med sang, dans og fagter. 

Derudover vil et børnekor med 15 - 20 børn fra Th. Langs Skole i Silkeborg optræde. Det lokale marchorkester Skægkær Blæserne skal også spille og marcherer ned på motorvejen, når tiden nærmer sig for snoreklippet. Det omkring 20 mand store lokale kor Swing Singers vil også underholde på dagen.

 

 Ubi

 Snoreklippet foregår på motorvejen mellem to de broer i forgrunden. Festen foregår ved Vejdirektoratets kontor en lille kilometer derfra lige ved siden af motorvejen

Vejdirektoratet inddrager lokale bidragydere 

Vejdirektoratet forsøger altid at inddrage gode lokale kræfter ind som bidragydere til alle vejåbninger, fortæller Mike Boesen.  

”Fra Vejdirektoratets side vil vi meget gerne åbne op for, at lokale kan hjælpe os med at lave en festlig vejåbning. Og vi er meget glade for den store interesse, der har været her til åbningen af Silkeborgmotorvejen. Vi er sikre på, at vi med deres hjælp får lavet en rigtig god dag for alle vores gæster,” siger han.  

Til august kommer der et deltaljeret program med tidspunkter for alle begivenhederne.  

Det kan du også opleve …

  • Se de store entreprenørmaskiner og få en snak med dem, der har bygget vejen.
  • Kør fjernstyret bil hos Silkeborg Kommunes stand.
  • Se de flotte udstillede biler fra Sports Car Event, Automania og Jysk Brandmuseum.
  • Hør om elbiler og få en tur i en elbil hos Forenede Danske Elbillister, der også vil være til stede.
  • Se DGIs flotte cykelløb på motorvejen fra nærmeste hold.
  • Køb en pølse og noget drikke hos den lokale Silkeborgpølsemand Jørgen Trosborg.
  • Kaffen sørger kaffebilen fra Peter Larsen Kaffe for.  

Snoreklippet foregår på motorvejen i Dyrehaven

Folkefesten holdes på Vejdirektoratets grund ved Nørreskov Bakke, men selve snoreklippet foregår nede på motorvejen et lille stykke derfra. Snoren bliver placeret på motorvejen imellem de flotte broer i Dyrehaven. Her vil Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik klippe snoren sidst på eftermiddagen.

Efter snoreklippet vil en imponerende bilkortege være de første til at køre ind på den nye motorvej. Vejdirektoratet vil til august fortælle mere om den del af arrangementet, ligesom detaljer om parkeringsforhold og trafik vil blive meldt ud der.     

Bidragydere og leverandører til folkefesten hos Vejdirektoratet

Cirkus Gustav. SOS Børnebyerne. Firmaevents Jylland. Performanceteater med forestillingen VEJEN i et samarbejde mellem teatrene Hakkehuset og Didasca. Hop og Rul - tivoliaktiviteter for alle børn. Forenede Dansk Elbilister. Silkeborg Kommune. Vejdirektoratets entreprenører. Sportscar Event. Automania. Jysk Brandmuseum. Skægkær Blæserne. Swing Singers. Jørgen Trosborg og Peter Larsen Kaffe leverer mad og drikke hele dagen til rimelige priser. 

 

Se mere her

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik åbner Silkeborgmotorvejen
10.maj 2016

Der bliver kongeligt besøg, når Silkeborgmotorvejen åbner for trafik søndag den 11. september 2016. Kronprins Frederik vil foretage den officielle åbning af motorvejen.

Danmarks Største Vejfest får kongelig deltagelse, når Kronprins Frederik åbner Silkeborgmotorvejen den 11. september 2016.

Direktør i Vejdirektoratet, Jens Holmboe, glæder sig over Kronprinsens tilstedeværelse ved den kommende åbning:

”Vi er meget stolte og beærede over Kronprinsens tilsagn om at åbne Silkeborgmotorvejen. Vi har bygget en fantastisk motorvej, der bliver til stor gavn for Silkeborg, for mobiliteten på tværs af Jylland og for hele landet. Sammen med Silkeborg Kommune og DGI har vi planlagt en fest ud over det sædvanlige og med Kronprinsens deltagelse, så jeg er helt sikker på, at Danmarks Største Vejfest bliver en fest, borgerne i Østjylland sent vil glemme,” siger han.

Den officielle motorvejsåbning er stadig ved at blive planlagt i detaljer, men Vejdirektoratet forventer, at selve åbningsceremonien vil finde sted sidst på eftermiddagen søndag den 11. september.

En særlig vej åbner til gavn for trafikanterne
Silkeborgmotorvejen giver alle trafikanter en tidsbesparelse på gennemsnitligt 12 minutter på turen mellem Funder og Låsby - og i myldretiden mere.

Når motorvejen kommer, vil trafikken på næsten alle veje i Silkeborg by - og på mange veje i hele området mellem Funder og Låsby - blive væsentlig mindre. Når de meget trafikerede veje aflastes, stiger sikkerhedsniveauet for alle trafikanter. Men ud over at give tidsbesparelsen og de lokale trafikforbedringer fuldender Silkeborgmotorvejen også den samlede motorvejsstrækning mellem Herning og Aarhus.

Så samtidig med at åbningen markerer en mærkedag for Silkeborg, er den også en milepæl for det samlede motorvejsnet i Danmark. Motorvejens betydning strækker sig dermed hele vejen på tværs af Jylland og får positiv betydning for hele landet.

Fakta om Danmarks Største Vejfest
Vejdirektoratet, Silkeborg Kommune, Silkeborg Musik og Kultur Event og DGI - i samarbejde med lokale foreninger - har etableret et tæt partnerskab om at markere åbningen af Silkeborgmotorvejen med en fest, der strækker sig over fire dage fra 8. til 11. september. Begivenheden består af kultur- og motionsarrangementer samt den officielle vejåbning.

Du kan læse mere på: www.DanmarksStørsteVejfest.dk

Se også Vejdirektoratets hjemmeside om Silkeborgmotorvejen: www.vd.dk/silkeborg​

Yderligere oplysninger og kommentarer:
Projektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet: Email: mik@vd.dk. Tlf.: 7244 2261 Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, Vejdirektoratet. Email: bjks@vd.dk. Tlf.: 72 44 23 16 / 22 48 27 12.
Tag på søndagstur på Silkeborgmotorvejen den 14. august 2016
04.april 2016

Har du hang til jomfruelig asfalt, snehvide vejstriber og autoværn i smukke kurver? Så pak picnickurven og tag på søndagstur på Silkeborgmotorvejen søndag den 14. august. Men lad bilen og cyklen blive hjemme - det er kun for gående.   

Søndag den 14. august mellem klokken 10.00 og 15.00 tager Vejdirektoratet forskud på Danmarks Største Vejfest og åbner helt ekstraordinært motorvejen på en omkring syv kilometer lang strækning mellem Nordskovsbroen og Høje Kejlstrupvej. 

Alle interesserede er velkomne til at tage den nye motorvej nærmere i øjesyn. Så tag nogle gode vandrestøvler på, bag en kage og fyld kaffe på kanden - det er tid til søndagstur på Silkeborgmotorvejen.   

Grundejerne er æresgæster

Vejdirektoratet ønsker med arrangementet at give hele Silkeborg og omegn mulighed for at se den vej, der nu i flere år har været en markant nabo, og som der er blevet talt og skrevet så meget om, fortæller projektleder Mike Boesen:   

”Vejen åbner jo officielt den 11. september, og i hele den weekend står Silkeborg jo lidt på den anden ende med motionsløb, koncert og motorvejsåbning. Og når snoren først er klippet, så skal der køre biler på vejen. Derfor kan det måske være lidt svært at få et indtryk af den færdige vej, og det ønsker vi faktisk at give alle mulighed for i ro og mag,” siger han.   

236 ejendomme har lagt jord til vejen, og der lyder en helt særlig opfordring til grundejerne fra Mike Boesen:   

”Alle de grundejere, som vi har adresser på, vil vi sende en særskilt indbydelse til arrangementet. Det er på deres jord, at vejen nu ligger. Det er bestemt ikke nogen detalje, og det vil vi gerne markere,” siger han. 

Arrangement med motorvejen i fokus

Mens selve vejåbningen bliver en stor begivenhed med mange aktiviteter og underholdning, så har Vejdirektoratet besluttet, at søndagsturen skal holdes så enkel som muligt, hvor der er tid til at dvæle ved den færdige vej på en ret lang strækning.   

”Vi åbner for motorvejen på hele syv kilometer og i mange timer. Det giver rig mulighed for at fordybe sig i detaljer som Nordskovsbroen, Gudenåbroen eller tunnellen eller simpelthen bevæge sig fra den ende til den anden og få et indtryk af det samlede projekt. Vi stiller ikke en masse an dernede, men vi er selvfølgelig til stede, ligesom vi ekstraordinært åbner og bemander informationscenteret ,” siger Mike Boesen. 

Mike Boesen håber, at borgerne og grundejerne vil tage godt imod invitationen:   

”Vi håber, der kommer rigtigt mange, at solen skinner, og at vi får en god dag, hvor vi sammen kan kigge grundigt på Silkeborgmotorvejen,” siger han.   

Søndagstur adskiller sig fra motionsfesten

Selvom der bliver mulighed for at gå en tur på motorvejen i august, og der også er en walk ved Motorvejsløb 2016 Silkeborg under Danmarks Største Vejfest til september, er de to arrangementer ikke sammenlignelige,” fortæller løbskoordinator for Motorvejsløb 2016 Silkeborg, Flemming Johannsen fra DGI:   

”Motorvejsløb 2016 Silkeborg adskiller sig i meget væsentlig grad fra Vejdirektoratets søndagstur i august. Ved Motorvejsløbet deltager du i en motionsevent med mange tusinde deltagere. Der er boder, festpladser, musik, fed stemning og en masse motionsglade mennesker. Her er deltagerne en del af noget meget, meget stort. Ved Motorvejsløbet får deltagerne også en T-shirt med i prisen, lige som der er aktiveret hundredvis af frivillige fra lokale foreninger. Et eventuelt overskud fra eventen går til foreningerne til glæde for foreningslivet i Silkeborg,” siger han.   

Praktisk information:

?         Søndagsturen er gratis, og der er ingen tilmelding.

?         Der er to adgangsveje til motorvejen på dagen. Den ene er ved Resenbrokrydset og den anden ved Høje Kejlstrupvej.
           Vejdirektoratet oplyser nærmere om de praktiske forhold i god tid inden arrangementet på    
           www.vejdirektoratet.dk/silkeborg

?         Adgangsvejene er afspærret, så biler ikke kan komme ind.

?         Arrangementet er ikke for cyklister, og cykler er ikke tilladt. Vejdirektoratet henviser interesserede cyklister til DGIs  
          cykelløb på Silkeborgmotorvejen den 11. september.

Silkeborgmotorvejen åbner på den mest centrale strækning mellem Nordskovsbroen og Dyrehaven.   

Yderligere oplysninger:  
Projektleder, Vejdirektoratet, Mike Boesen, tlf.: 7244 2261, email: mik@vd.dk

Kommunikationskonsulent, Vejdirektoratet, Bjørn Kock Sørensen, tlf.: 7244 2316, email: bjks@vd.dk   

Website sponsoreret og produceret af